Af Susanne Maxen forsommeren 2003 (Formand indtil 2007)
Da jeg fik ideen til en bosætning kendte jeg intet eller meget lidt til økosamfundstanken – Jeg kendte naturligvis Christiania, Svanholm og Torup, men kun meget perifert. Ideen udsprang egentlig da jeg i vinteren 1994 tog en periode hvor jeg gjorde status over mit liv – især bolig og arbejde. Jeg syntes der måtte være andre måder at leve på – måder, der for mig føltes mere livsbekræftende og nærværende.
Jeg født og opvokset i København, men har altid vidst at jeg ikke var bymenneske – at jeg engang ville ud og bo i naturen – ud på landet. Det meste af mit voksne liv har jeg da også boet på landet. Det har været rigtig godt og i de forskellige små landsbysamfund jeg har boet i årenes løb har der altid været gode naboer og tiltag til forskellige ”landsbyaktiviteter” akkurat som jeg havde ønsket mig. Jeg var medlem af en indkøbsforening, hvor jeg kunne købe økologiske varer. Derudover havde jeg igennem mange år interesseret mig levende for hele den alternative verden – og det har fyldt en stor del af mit liv, og jeg har da også altid fundet en enkelt i den landsby jeg boede i, som jeg kunne tale med og blive inspireret af omkring de for mig store spørgsmål i livet. Jeg oplevede også hvordan det at bo på landet betød en afhængighed af at der var legekammerater til børnene i nærmiljøet og hvordan man var totalt afhængig af en bil for at kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, børnenes fritidsaktiviteter og vedligeholdelse af mit private netværk. I samme periode kom min mor på plejehjem – hun var meget kristen og kom på et plejehjem, der havde samme indgangsvinkel til livet som hun selv havde. Jeg så hvor hun blomstrede op ved at være sammen med andre mennesker, der kunne inspirere hende. Jeg funderede over min egen afslutning på livet og forestillede mig, hvordan det ville være at blive indlogeret på et plejehjem uden ”åndsfæller” – uden fokus på kost eller livskvalitet – det var ikke noget der så særlig lovende ud i mine øjne. Alt dette lagde grunden til den drøm, der så udfoldede sig for mig om en bosætning, hvor der dels var lokale arbejdspladser bl.a. landbrug, dels var andre børn og hvor jeg kunne have et socialt netværk, et sted hvor jeg også kunne være når jeg engang skulle herfra, så jeg ikke skulle ”deporteres” til en anden by, hvis der kom en tid, hvor jeg ikke ville kunne klare alting selv. Et sted hvor jeg ikke var nødt til at køre langt for at købe økologiske varer. Det skulle alt i alt være et sted hvor der var godt at være fra vugge til grav. Det blev til en drøm om et økospirituelt samfund med børnehave, skole, et behandlingshjem for følelsesmæssigt skadede børn (mit eget arbejdsområde og en drøm om også her at kunne etablere et alternativ til de allerede eksisterende steder), et sundhedshus, et oldekolle og ikke mindst et hospice. Jeg var sikker på, at bosætningen skulle ligge på Midtsjælland, men ikke hvor præcist.
Drømmen fejlede ikke noget, men den virkede temmelig voldsomt på mig og blev lagt på hylden med ”utopiske projekter” og gemt af vejen.
Først i 1998 efter et kursus omkring at skabe det liv jeg gerne ville have blev drømmen fundet frem fra hylden og jeg besluttede mig til, at nu skulle det være. Jeg ville ikke risikere når livet skulle slutte at ærgre mig over ikke at have prøvet, men der skulle nu gå et år mere før jeg fik samlet mig sammen og gik i gang.
Jeg fabrikerede en lille seddel med hovedoverskrifterne på min drøm og lagde den frem på en helsemesse i Brønshøj i marts 1999 og lynhurtigt var der en lille gruppe interesserede der havde meldt sig. Til det første møde i april 99 mødte 18 personer op som alle var fanget af ideen.
Vi fik lavet en strategi og en gruppe lavede udkast til vedtægter til en støtteforening for projektet, der i mellemtiden havde fået navnet Landsby 2000, og den 9. maj 1999 blev der indkaldt til stiftende generalforsamling. Her mødte omkring 40 op, og vi var i gang! I tiden op til generalforsamlingen var min telefon rødglødende og der blev samlet informationer om både det ene og det andet.
Jeg var blevet rådet til af en bekendt, der havde været med i en proces omkring at skabe et bofællesskab, at sørge for at have en beliggenhed klar fra starten. Hendes erfaring fortalte, at man kunne lave en hel masse forarbejde, men når man så skulle finde byggestedet, så ville nogen bo ved vandet, nogen ved skoven, nogle med udsigt til åbent land og andre tæt på en stor by. Og så kunne man begynde forfra. Jeg var sikker på, at det skulle være på Midtsjælland, men det var jo et vidt begreb, så jeg filosoferede og fandt frem til, at Midtsjælland var et sted mellem Skjoldnæsholm og Lejre.
Jeg havde en ide om, at 50 tdr. land var den størrelse, der skulle bruges. Jeg ringede til de tekniske forvaltninger i der kommuner, der lå i det område: Hvalsø, Ringsted og Lejre. Lejre var ikke interesseret i os, Ringsted havde ikke noget jord i den størrelsesorden, men syntes da at det lød spændende med vores projekt, og Hvalsø ville meget gerne have et projekt som vores. De havde da også noget jord, men ikke nær så meget, som vi gerne ville have og det lå ikke ret charmerende. Så skrev jeg et brev til godsejeren fra Skjoldnæsholm om han ville sælge os 50 ha af hans jord (der hørte mange hundrede ha til hans gods, så det kunne han vel nok undvære tænkte jeg). – Der gik lang tid, og jeg hørte ikke noget, men da jeg langt om længe fik taget mig sammen til at ringe til ham viste det sig, at han aldrig havde fået brevet. Han havde desværre ikke 50 tdr., men 33 tdr. land havde han da, som vi godt kunne købe! – Det var jo spændende syntes vi – og det lå da også rigtig flot lige ned mod Valsølille Sø. – Så nu skulle vi bare ha’ et møde med kommunen, så var det jo bare klaret – troede vi!! – Men her skulle vi blive MEGET klogere: For det første måtte vi vente længe på en tid til det møde på kommunen. Her fortalte de os, at det jo lå i ”det åbne land” (500 m. udenfor bygrænsen), og det kunne altså ikke lade sig gøre at få lov at bygge der – det var aldrig sket før, og hvis noget sådan skulle tillades, så skulle både stat, amt og kommune ændre alle deres planer, og det ville tage rigtig mange år – måske 7 – 12 år! Men vi skulle snakke med amtet, for det var altså dem der havde kompetence på de områder. Nå, slukørede måtte vi henvende os til amtet om et møde – de skulle have vores projektbeskrivelse og så skulle de nok arrangere sådant et møde. Det lod sig først gøre efter sommerferien. Ja, sådan gik det første lille halve år. Da vi så kom til amtet hørte de pænt på os, gav os samme forklaring som kommunen havde gjort, og trak så et kort frem, hvor de pegede på et område – også ved Valsølille Sø – men indenfor byzonen i Jystrup, som amtet allerede havde udlagt til bymæssig bebyggelse, så der skulle ”bare” en lokalplan til, så ville vi kunne bygge der! Nå, men det lød jo alt sammen meget godt, om området var til at købe? Ja, det vidste de jo ikke noget om! De vidste heller ikke hvem der ejede den jord. Vi fandt ud af hvem der ejede den jord, og fik faktisk ret hurtigt forhandlet os frem til en pris for jorden, og så var det jo bare at komme videre – troede vi! Det skulle så vise sig, at borgerne i Jystrup i 8 år havde gjort indsigelser mod amtets regionplan, som udlagde dette stykke jord til bymæssig bebyggelse, og at kommunen heller ikke var med på den ide, men havde udlagt et andet stykke indenfor Jystrups bygrænse Alt det vidste vi jo ikke noget om, og det blev til et meget turbulent forløb, hvor borgerne i Jystrup protesterede vildt og voldsomt mod vores projekt. Det var dels størrelsen (vi drømte om 100 boliger) og så jo også beliggenheden. – – Det kom til at koste ¾ års dialogmøder mellem et udvalg nedsat af borgerforeningen i Jystrup og så os fra Landsby 2000.
Til slut enedes vi (sammen med både borgerforening, kommune og amt) om en størrelse (max. 30 – den størrelse kunne vi godt leve med, fordi det jo lå i en by, hvor der var både en udmærket skole og børnehave, og en masse aktive mennesker i forvejen) og en beliggenhed (den kommunen havde peget på). Og så skulle alt jo så nærmest være i orden, for den mand, der ejede den jord havde i foråret 99 sagt til os, at han sandsynligvis godt ville sælge sin jord til os, og nok også hans gård, hvis det skulle være.
Men igen blev vi klogere! – Nu ville han altså ikke sælge alligevel! I efteråret 99, hvor alting stadig tegnede rigtig lyst havde vi mødtes hver eneste fredag i Valby Medborgerhus, og vi havde haft flere weekender sammen. Først en fantastisk Fremtidsværkstedsweekend under ledelse af Ditlev Nissen, derefter en ”demokratiweekend” , hvor vi fik grundlagt vores demokratiske struktur (også under ledelse af Ditlev), og til sidst en weekend omkring Permakultur med Tony Andersen, hvor vi bl.a. fik lavet grundplanen for vores bebyggelse (det første sted i Jystrup). Alt sammen noget, der fik gruppen grundigt rystet sammen, og gejst var der nok af.
Men da vi ikke kunne komme videre i Jystrup, var der rigtig mange, der syntes, at nu var det altså ikke sjovt længere (og det var det da heller ikke lige der), og nu orkede de ikke længere at knokle løs med de nye lange udsigter. – – Der blev et lille halvt års tid med rigtig meget dødvande indtil vi til generalforsamlingen i 2001 blev enige om, at NU gik vi altså i gang igen! Amtet (Vestsjællands Amt) havde i mellemtiden i den nye regionplan åbnet mulighed for 5 forsøgsprojekter udenfor de normale byudviklingsområder (som er de landsbyer, der allerede har det, der hedder byzonestatus). Derfor tog vi endnu en gang kontakt til Ringsted kommune for at høre hvordan de havde det med os. Var de bare glade for, at være sluppet af med os nu, hvor det ikke kunne lade sig gøre i Jystrup, eller ville de stadig være interesserede i at huse vores projekt indenfor kommunens grænser? –Og det ville de gerne. Så vi gik i gang. Bevæbnet med kommuneplan, regionplan og kort tog vi nu ud i de områder i kommunen, hvor vi kunne forestille os at slå os ned. Krydsede alle de mulige steder ind, og så ned på kommunen for at høre hvad der overhovedet kunne være en mulighed.
Da det var gjort, og vi havde fundet ud af hvem der ejede den jord, så gav vi os til at ringe rundt, og i Valsømagle var vi heldige at finde et stykke jord, som i forvejen var økologisk. (Valsømagle er en lille hyggelig landsby med kun 35 husstande). For at gøre en meget lang historie kort, så købte en gruppe af os gården – Hallingebjerg, der i mellemtiden var sat på tvangsauktion i efteråret 2001 til overtagelse 1. Marts 2002.
Så var vi så langt! Vi havde nu en ejendom med over 1000 m2 under tag og 25,3 ha meget smukt beliggende landbrugsjord, nogle af os flyttede ind på gården og jeg selv var så heldig at få fat i et at nabohusene med udsigt over vores byggejord. Så skulle vi ”bare” lige have alle de der formalia på plads med amt, kommune og så lige en lokalplan, så kunne vi bosætte os. Men igen skulle vi blive meget klogere! Først skulle amtet godkende os som et af de 5 forsøgsprojekter. Det var der sådan set ikke nogen ben i, men det der med at få ting på en dagsorden til de politiske møder, det tager altså lige lidt tid, men det lykkedes da, og vi blev godkendt. Forud havde der været en del politisk og embedsmandsarbejde i Ringsted kommune, men nu skulle det da også være på plads. Byrådet havde taget stilling og enstemmigt vedtaget, at de gerne ville have os i kommunen, idet ”de fandt vores ideer om et bæredygtigt samfund for spændende” – og så lidt over et år efter, at vi havde købt ejendommen og ½ år efter at vi havde overtaget den, så var vi klar til borgermøde og første høringsperiode, hvor borgerne skulle høres om hvorvidt de syntes, at det var en god ide at lave et tillæg til kommuneplanen, der muliggjorde, at vi kunne påbegynde en lokalplan for vores område.
Borgermødet gik godt, og vi var ikke til at skyde igennem. Men høringsperioden sluttede midt i december 2002, og godtgjorde, at en del af Valsømagles borgere syntes, at vores projekt var for stort til sådan en lille by, og at der sikkert ville blive for meget trafik. Heldigvis var der da også nogle, der syntes, at det var en rigtig god ide på den måde at få pustet nyt liv i en ellers næsten død landsby, men det var desværre ikke de fleste. Så fulgte der en nervepirrende ventetid på 3 måneder før Byplan- og Boligudvalget (et politisk udvalg) fik os på dagsordenen for at tage stilling om de ville sætte en lokalplan i værk for vores projekt. Nu skulle vi endelig vide om vi var købt eller solgt! Hurra! Men vi blev klogere! 4 af udvalgets 7 medlemmer stemte for og 3 imod, men hvis du nu kære læser tror, at med et flertal, så er alt bare i orden, så kan du nu blive meget klogere!
Sagen blev begæret i byrådet, som så skulle tage stilling den 14. april 2003. Her blev projektet desværre nedstemt med 13 stemmer mod 8! Projektet startede som beskrevet først på denne side med en drøm om 100 boliger, skole, børnehave, ungdomsboliger, oldekolle, hospice, kursusvirksomhed, behandlingshjem, jord-til-bord osv. osv. Alt sammen beliggende i det åbne land, altså en by for sig selv.
Undervejs er vi jo blevet frygtelig meget klogere, og en del ting er ændret. Vi har tilpasset projektet, så det kan passe ind i en allerede eksisterende landsby. Det vil bl.a. sige, at størrelsen er minimeret (20 boliger) og tankerne om egen skole og børnehave er droppet. Vi har altid hyldet princippet, at hvis et af delprojekterne skal gennemføres skal der være en eller en gruppe, der brænder for ideen, og det har bl.a. gjort, at det i øjeblikket ser sort ud for ungdomsboligerne.
Vores erfaring siger os, at de helt unge meget gerne vil bo på denne måde, men de har samtidig så mange jern i ilden og deres tilværelse er så foranderlig (parforhold, uddannelse, rejser osv.) så for dem ville det som vi ser det være perfekt at kunne leje sig ind sådan at de er mere frit stillede, så det er muligt at vi må gå på kompromis med føromtalte princip, hvis vi vil have de unge ind, og det vil vi meget gerne – mangfoldighed har hele tiden været vores nøgleord. Så er spørgsmålet bare om vi tør binde an med lejeboliger.
Der er mange problemer ved blandede ejerformer. Mit behandlingshjem til de 6 børn har jeg i første omgang droppet – jeg havde aldrig drømt om, at det var så stort et arbejde at skabe sådan en bosætning, men 2 projekter på en gang var i hvert fald for meget. Hospice er der heller ikke plads til i det reducerede projekt desværre. Men trods løbende udskiftninger af gruppen er vi stadig en herlig blandet flok, som jeg glæder mig meget til at få som naboer – måske til næste år?
Susanna Maxen Forsommeren 2003
