Her har vi samlet forskellige dokumenter, der beskriver Hallingelille’s udvikling og historie.
- Grundlæggerens fortælling (2003)
- Oprindelig vision
- Projektbeskrivelse
- Gamle tegninger/billeder
Om Landsby 2000 / Hallingebjerg – fra ide
til næsten virkelighed
Formandens fortælling: (Formand indtil
2007)
Da jeg fik ideen til en bosætning kendte jeg intet eller meget
lidt til økosamfundstanken – Jeg kendte naturligvis Christiania,
Svanholm og Torup, men kun meget perifert.
Ideen udsprang egentlig da jeg i vinteren 1994 tog en periode hvor
jeg gjorde status over mit liv – især bolig og arbejde. Jeg
syntes der måtte være andre måder at leve på – måder,
der for mig føltes mere livsbekræftende og nærværende.
Jeg født og opvokset i København, men har altid vidst at
jeg ikke var bymenneske – at jeg engang ville ud og bo i naturen – ud
på landet. Det meste af mit voksne liv har jeg da også boet
på landet. Det har været rigtig godt og i de forskellige
små landsbysamfund jeg har boet i årenes løb har der
altid været gode naboer og tiltag til forskellige ”landsbyaktiviteter” akkurat
som jeg havde ønsket mig. Jeg var medlem af en indkøbsforening,
hvor jeg kunne købe økologiske varer. Derudover havde jeg
igennem mange år interesseret mig levende for hele den alternative
verden – og det har fyldt en stor del af mit liv, og jeg har da
også altid fundet en enkelt i den landsby jeg boede i, som jeg
kunne tale med og blive inspireret af omkring de for mig store spørgsmål
i livet. Jeg oplevede også hvordan det at bo på landet betød
en afhængighed af at der var legekammerater til børnene
i nærmiljøet og hvordan man var totalt afhængig af
en bil for at kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, børnenes
fritidsaktiviteter og vedligeholdelse af mit private netværk. I
samme periode kom min mor på plejehjem – hun var meget kristen
og kom på et plejehjem, der havde samme indgangsvinkel til livet
som hun selv havde. Jeg så hvor hun blomstrede op ved at være
sammen med andre mennesker, der kunne inspirere hende. Jeg funderede
over min egen afslutning på livet og forestillede mig, hvordan
det ville være at blive indlogeret på et plejehjem uden ”åndsfæller” – uden
fokus på kost eller livskvalitet – det var ikke noget der
så særlig lovende ud i mine øjne.
Alt dette lagde grunden til den drøm, der så udfoldede sig
for mig om en bosætning, hvor der dels var lokale arbejdspladser
bl.a. landbrug, dels var andre børn og hvor jeg kunne have et
socialt netværk, et sted hvor jeg også kunne være når
jeg engang skulle herfra, så jeg ikke skulle ”deporteres” til
en anden by, hvis der kom en tid, hvor jeg ikke ville kunne klare alting
selv. Et sted hvor jeg ikke var nødt til at køre langt
for at købe økologiske varer. Det skulle alt i alt
være et sted hvor der var godt at være fra vugge til grav.
Det blev til en drøm om et økospirituelt samfund med børnehave,
skole, et behandlingshjem for følelsesmæssigt skadede børn
(mit eget arbejdsområde og en drøm om også her at
kunne etablere et alternativ til de allerede eksisterende steder), et
sundhedshus, et oldekolle og ikke mindst et hospice.
Jeg var sikker på, at bosætningen skulle ligge på Midtsjælland,
men ikke hvor præcist.
Drømmen fejlede ikke noget, men den virkede temmelig voldsomt
på mig og blev lagt på hylden med ”utopiske projekter” og
gemt af vejen. Først i 1998 efter et kursus omkring at skabe det
liv jeg gerne ville have blev drømmen fundet frem fra hylden og
jeg besluttede mig til, at nu skulle det være. Jeg ville ikke risikere
når livet skulle slutte at ærgre mig over ikke at have prøvet,
men der skulle nu gå et år mere før jeg fik samlet
mig sammen og gik i gang.
Jeg fabrikerede en lille seddel med hovedoverskrifterne på min
drøm og lagde den frem på en helsemesse i Brønshøj
i marts 1999 og lynhurtigt var der en lille gruppe interesserede der
havde meldt sig.
Til det første møde i april 99 mødte 18 personer
op som alle var fanget af ideen. Vi fik lavet en strategi og en gruppe
lavede udkast til vedtægter til en støtteforening for projektet,
der i mellemtiden havde fået navnet Landsby 2000, og den 9. maj
1999 blev der indkaldt til stiftende generalforsamling. Her mødte
omkring 40 op, og vi var i gang!
I tiden op til generalforsamlingen var min telefon rødglødende
og der blev samlet informationer om både det ene og det andet.
Jeg var blevet rådet til af en bekendt, der havde været
med i en proces omkring at skabe et bofællesskab, at sørge
for at have en beliggenhed klar fra starten. Hendes erfaring fortalte,
at man kunne lave en hel masse forarbejde, men når man så skulle
finde byggestedet, så ville nogen bo ved vandet, nogen ved skoven,
nogle med udsigt til åbent land og andre tæt på en
stor by. Og så kunne man begynde forfra. Jeg var sikker på,
at det skulle være på Midtsjælland, men det var jo
et vidt begreb, så jeg filosoferede og fandt frem til, at Midtsjælland
var et sted mellem Skjoldnæsholm og Lejre. Jeg havde en ide om,
at 50 tdr. land var den størrelse, der skulle bruges. Jeg ringede
til de tekniske forvaltninger i der kommuner, der lå i det område:
Hvalsø, Ringsted og Lejre. Lejre var ikke interesseret i os, Ringsted
havde ikke noget jord i den størrelsesorden, men syntes da at
det lød spændende med vores projekt, og Hvalsø ville
meget gerne have et projekt som vores. De havde da også noget jord,
men ikke nær så meget, som vi gerne ville have og det lå ikke
ret charmerende. Så skrev jeg et brev til godsejeren fra
Skjoldnæsholm om han ville sælge os 50 ha af hans jord (der
hørte mange hundrede ha til hans gods, så det kunne han
vel nok undvære tænkte jeg). – Der gik lang tid, og
jeg hørte ikke noget, men da jeg langt om længe fik taget
mig sammen til at ringe til ham viste det sig, at han aldrig havde fået
brevet. Han havde desværre ikke 50 tdr., men 33 tdr. land
havde han da, som vi godt kunne købe! – Det var jo spændende
syntes vi – og det lå da også rigtig flot lige ned
mod Valsølille Sø. – Så nu skulle vi bare
ha’ et møde med kommunen, så var det jo bare klaret – troede
vi!! – Men her skulle vi blive MEGET klogere:
For det første måtte vi vente længe på en tid
til det møde på kommunen. Her fortalte de os, at det jo
lå i ”det åbne land” (500 m. udenfor bygrænsen),
og det kunne altså ikke lade sig gøre at få lov at
bygge der – det var aldrig sket før, og hvis noget sådan
skulle tillades, så skulle både stat, amt og kommune ændre
alle deres planer, og det ville tage rigtig mange år – måske
7 – 12 år! Men vi skulle snakke med amtet, for det var altså dem
der havde kompetence på de områder. Nå, slukørede
måtte vi henvende os til amtet om et møde – de skulle
have vores projektbeskrivelse og så skulle de nok arrangere sådant
et møde. Det lod sig først gøre efter sommerferien.
Ja, sådan gik det første lille halve år. Da vi så kom
til amtet hørte de pænt på os, gav os samme forklaring
som kommunen havde gjort, og trak så et kort frem, hvor de pegede
på et område – også ved Valsølille Sø – men
indenfor byzonen i Jystrup, som amtet allerede havde udlagt til bymæssig
bebyggelse, så der skulle ”bare” en lokalplan til,
så ville vi kunne bygge der! Nå, men det lød jo alt
sammen meget godt, om området var til at købe? Ja, det vidste
de jo ikke noget om! De vidste heller ikke hvem der ejede den jord. Vi
fandt ud af hvem der ejede den jord, og fik faktisk ret hurtigt forhandlet
os frem til en pris for jorden, og så var det jo bare at komme
videre - troede vi! Det skulle så vise sig, at borgerne i Jystrup
i 8 år havde gjort indsigelser mod amtets regionplan, som udlagde
dette stykke jord til bymæssig bebyggelse, og at kommunen heller
ikke var med på den ide, men havde udlagt et andet stykke indenfor
Jystrups bygrænse Alt det vidste vi jo ikke noget om, og det blev
til et meget turbulent forløb, hvor borgerne i Jystrup protesterede
vildt og voldsomt mod vores projekt. Det var dels størrelsen (vi
drømte om 100 boliger) og så jo også beliggenheden.
- - Det kom til at koste ¾ års dialogmøder mellem
et udvalg nedsat af borgerforeningen i Jystrup og så os fra Landsby
2000.
Til slut enedes vi (sammen med både borgerforening, kommune og
amt) om en størrelse (max. 30 – den størrelse kunne
vi godt leve med, fordi det jo lå i en by, hvor der var både
en udmærket skole og børnehave, og en masse aktive mennesker
i forvejen) og en beliggenhed (den kommunen havde peget på). Og
så skulle alt jo så nærmest være i orden, for
den mand, der ejede den jord havde i foråret 99 sagt til os, at
han sandsynligvis godt ville sælge sin jord til os, og nok også hans
gård, hvis det skulle være. Men igen blev vi klogere! – Nu
ville han altså ikke sælge alligevel!
I efteråret 99, hvor alting stadig tegnede rigtig lyst havde vi
mødtes hver eneste fredag i Valby Medborgerhus, og vi havde haft
flere weekender sammen. Først en fantastisk Fremtidsværkstedsweekend
under ledelse af Ditlev Nissen, derefter en ”demokratiweekend” ,
hvor vi fik grundlagt vores demokratiske struktur (også under ledelse
af Ditlev), og til sidst en weekend omkring Permakultur med Tony Andersen,
hvor vi bl.a. fik lavet grundplanen for vores bebyggelse (det første
sted i Jystrup). Alt sammen noget, der fik gruppen grundigt rystet sammen,
og gejst var der nok af. Men da vi ikke kunne komme videre i Jystrup,
var der rigtig mange, der syntes, at nu var det altså ikke sjovt
længere (og det var det da heller ikke lige der), og nu orkede
de ikke længere at knokle løs med de nye lange udsigter.
- - Der blev et lille halvt års tid med rigtig meget dødvande
indtil vi til generalforsamlingen i 2001 blev enige om, at NU gik vi
altså i gang igen!
Amtet (Vestsjællands Amt) havde i mellemtiden i den nye regionplan åbnet
mulighed for 5 forsøgsprojekter udenfor de normale byudviklingsområder
(som er de landsbyer, der allerede har det, der hedder byzonestatus).
Derfor tog vi endnu en gang kontakt til Ringsted kommune for at høre
hvordan de havde det med os. Var de bare glade for, at være sluppet
af med os nu, hvor det ikke kunne lade sig gøre i Jystrup, eller
ville de stadig være interesserede i at huse vores projekt indenfor
kommunens grænser? –Og det ville de gerne. Så vi gik
i gang. Bevæbnet med kommuneplan, regionplan og kort tog vi nu
ud i de områder i kommunen, hvor vi kunne forestille os at slå os
ned. Krydsede alle de mulige steder ind, og så ned på kommunen
for at høre hvad der overhovedet kunne være en mulighed.
Da det var gjort, og vi havde fundet ud af hvem der ejede den jord, så gav
vi os til at ringe rundt, og i Valsømagle var vi heldige at finde
et stykke jord, som i forvejen var økologisk. (Valsømagle
er en lille hyggelig landsby med kun 35 husstande). For at gøre
en meget lang historie kort, så købte en gruppe af os gården
- Hallingebjerg, der i mellemtiden var sat på tvangsauktion i efteråret
2001 til overtagelse 1. Marts 2002. Så var vi så langt! Vi
havde nu en ejendom med over 1000 m2 under tag og 25,3 ha meget smukt
beliggende landbrugsjord, nogle af os flyttede ind på gården
og jeg selv var så heldig at få fat i et at nabohusene med
udsigt over vores byggejord. Så skulle vi ”bare” lige
have alle de der formalia på plads med amt, kommune og så lige
en lokalplan, så kunne vi bosætte os. Men igen skulle vi
blive meget klogere!
Først skulle amtet godkende os som et af de 5 forsøgsprojekter.
Det var der sådan set ikke nogen ben i, men det der med at få ting
på en dagsorden til de politiske møder, det tager altså lige
lidt tid, men det lykkedes da, og vi blev godkendt. Forud havde der været
en del politisk og embedsmandsarbejde i Ringsted kommune, men nu skulle
det da også være på plads. Byrådet havde taget
stilling og enstemmigt vedtaget, at de gerne ville have os i kommunen,
idet ”de fandt vores ideer om et bæredygtigt samfund for
spændende” – og så lidt over et år efter,
at vi havde købt ejendommen og ½ år efter at vi havde
overtaget den, så var vi klar til borgermøde og første
høringsperiode, hvor borgerne skulle høres om hvorvidt
de syntes, at det var en god ide at lave et
tillæg til kommuneplanen, der muliggjorde, at vi kunne påbegynde
en lokalplan for vores område. Borgermødet gik godt, og
vi var ikke til at skyde igennem. Men høringsperioden sluttede
midt i december 2002, og godtgjorde, at en del af Valsømagles
borgere syntes, at vores projekt var for stort til sådan en lille
by, og at der sikkert ville blive for meget trafik. Heldigvis var der
da også nogle, der syntes, at det var en rigtig god ide på den
måde at få pustet nyt liv i en ellers næsten død
landsby, men det var desværre ikke de fleste. Så fulgte der
en nervepirrende ventetid på 3 måneder før Byplan-
og Boligudvalget (et politisk udvalg) fik os på dagsordenen for
at tage stilling om de ville sætte en lokalplan i værk for
vores projekt. Nu skulle vi endelig vide om vi var købt eller
solgt! Hurra! Men vi blev klogere!
4 af udvalgets 7 medlemmer stemte for og 3 imod, men hvis du nu kære
læser tror, at med et flertal, så er alt bare i orden, så kan
du nu blive meget klogere! Sagen blev begæret i byrådet,
som så skulle tage stilling den 14. april 2003. Her blev projektet
desværre nedstemt med 13 stemmer mod 8!
Projektet startede som beskrevet først på denne side med
en drøm om 100 boliger, skole, børnehave, ungdomsboliger,
oldekolle, hospice, kursusvirksomhed, behandlingshjem, jord-til-bord
osv. osv. Alt sammen beliggende i det åbne land, altså en
by for sig selv.
Undervejs er vi jo blevet frygtelig meget klogere, og en del ting er ændret.
Vi har tilpasset projektet, så det kan passe ind i en allerede
eksisterende landsby. Det vil bl.a. sige, at størrelsen er minimeret
(20 boliger) og tankerne om egen skole og børnehave er droppet.
Vi har altid hyldet princippet, at hvis et af delprojekterne skal gennemføres
skal der være en eller en gruppe, der brænder for ideen,
og det har bl.a. gjort, at det i øjeblikket ser sort ud for ungdomsboligerne.
Vores erfaring siger os, at de helt unge meget gerne vil bo på denne
måde, men de har samtidig så mange jern i ilden og deres
tilværelse er så foranderlig (parforhold, uddannelse, rejser
osv.) så for dem ville det som vi ser det være perfekt at
kunne leje sig ind sådan at de er mere frit stillede, så det
er muligt at vi må gå på kompromis med føromtalte
princip, hvis vi vil have de unge ind, og det vil vi meget gerne – mangfoldighed
har hele tiden været vores nøgleord. Så er spørgsmålet
bare om vi tør binde an med lejeboliger. Der er mange problemer
ved blandede ejerformer.
Mit behandlingshjem til de 6 børn har jeg i første omgang
droppet – jeg havde aldrig drømt om, at det var så stort
et arbejde at skabe sådan en bosætning, men 2 projekter på en
gang var i hvert fald for meget.
Hospice er der heller ikke plads til i det reducerede projekt desværre.
Men trods løbende udskiftninger af gruppen er vi stadig en herlig
blandet flok, som jeg glæder mig meget til at få som naboer – måske
til næste år?
Susanna Maxen
Forsommeren 2003 |
